Den lille pigen med svovlstikkerne

Historien om den lille pige med svovlstikkerne - af H. C. Andersen, kapitel 8. I denne bidende frost og i dette tiltagende tusmørke færdedes på gaderne en forarmet, lille pige, hvis hoved var ubeskyttet og hvis fødder var barfodet; ja, hun havde ganske vist båret sutsko, da hun forlod sit hjem; men hvad nytte gjorde det!

Der vandrede nu den spinkle pige på de nøgne, små fødder, der var misfarvede af den isnende kulde; i et slidt forklæde holdt hun et stort antal tændstikker, og et enkelt bundt bar hun i sin hånd; ingen havde i løbet af hele dagen erhvervet noget fra hende; ingen havde foræret hende en eneste mønt; hun bevægede sig frem, plaget af sult og gennemkold, med et forkomment udtryk, den lille ulykkelige skabning!

Let sne dalende ned i hendes lange, gyldne hår, som yndefuldt faldt i krøller omkring hendes nakke, men denne skønhed bekymrede hun sig absolut ikke om. Fra samtlige vinduer strålede lysene, og en vidunderlig duft af stegt gås fyldte gaden; det var jo netop nytårsaften, og den tanke optog hendes sind. I en afsides niche mellem to bygninger, hvoraf den ene strakte sig en smule længere ud mod gaden, slog hun sig ned og krøb sammen; hun havde trukket sine spinkle ben op under sig, men kulden forstærkedes, og hun vovede ikke at vende hjem, da hun ikke havde afsat et eneste bundt tændstikker, ej heller tjent en eneste mønt.

Hendes far ville uden tvivl prygle hende, og hjemme var der desuden bidende koldt; deres tag ydede kun ringe beskyttelse, og vinden sneg sig ind med pibende lyde, selvom de største sprækker var lappet med halm og lapper. Hendes spæde hænder føltes næsten livløse af frosten. Hvis blot hun vovede at trække en enkelt tændstik fra bundtet, stryge den mod væggen og derved opvarme sine fingre.

Med et ryk hev hun en frem, og med et "ritsch! " lød den. Den spinkle pige fornemmede, at hun befandt sig foran en mægtig jernkakkelovn, prydet med skinnende messingkugler og en tromle af messing; flammerne blussede så saligt og spredte en så liflig varme! En frisk tændstik blev antændt; den flammede op, den udstrålede et lys, og hvor dens skær ramte muren, syntes denne at blive transparent som et tyndt slør; hun kiggede direkte ind i stuen, hvor et bord var dækket med en strålende hvid dug, med delikat porcelæn, og en herligt dampende, stegt gås, fyldt med svesker og æbler!

Hun antændte endnu en. Dernæst befandt hun sig under det mest fortryllende juletræ; det var endnu mere kolossalt og overdådigt dekoreret, end det hun havde betragtet gennem glasdøren hos den velhavende købmand sidste jul; tusindvis af lys flimrede på de grønne grene, og farverige billeder, magen til dem der pryder butiksvinduer, betragtede hende fra oven.

Den lille rakte begge sine hænder mod himlen - da ebbede tændstikken ud; de talrige julelys steg højere og højere, hun erkendte, at de nu var de skinnende stjerner, og en af dem faldt, efterladende en lang, lysende stribe på nattehimlen. Hun tændte atter en tændstik mod muren; den spredte lys omkring sig, og i dette strålende skær fremstod den gamle bedstemor, så lysende, så strålende, så kærlig og salig.

Bedstemoderen havde aldrig tidligere virket så smuk, så majestætisk; hun løftede den lille pige op på sin arm, og de svævede i glans og lykke, så højt, så uendeligt højt; og der var ingen frost, ingen sult, ingen frygt - de var forenet med Gud! Men i bygningens afkrog sad den lille pige i den isnende morgentime, med rødmende kinder og et smil på læberne - livløs, bukket under for kulden den sidste aften i det forgangne år.

Ved nytårsmorgenens daggry åbenbaredes det spinkle lig, siddende med tændstikkerne, hvoraf et bundt var næsten fuldstændig udbrændt. Hun har forsøgt at finde varme!