Er dansk et indoeuropæisk sprog

Hans Frede Nielsen Indledende tekst. Inden for det videnskabelige felt omkring de indoeuropæiske sprog indtager Franz Bopp en central position; han dokumenterede i 1816 sammenfald i både grammatik og kerneordforråd på tværs af hellensk, latin, germanske sprog, iransk samt sanskrit. Sideløbende hermed påviste Rasmus Rask regelmæssige fonetiske overensstemmelser mellem de græske, latinske, germanske, baltiske og slaviske sprogfamilier.

Navnet indoeuropæisk blev oprindeligt introduceret af Thomas Young. Med udgangspunkt i det fælles sproglige arvegods arbejdede August Schleicher på at genskabe et proto-indoeuropæisk modersprog, hvilket i 1861 resulterede i hans berømte sproglige stamtræsmodel. I den efterfølgende periode fokuserede sprogvidenskaben især på junggrammatikernes teori om, at fonetiske love fungerer uden undtagelser, samt på hvordan nyere dialektforskning påvirkede klassificeringen af sprogættens forskellige grene.

En fælles oprindelse? Da man fandt de anatoliske sprog og tokharisk, opstod der midlertidigt tvivl om, hvorvidt man kunne betragte de indoeuropæiske sprog som en samlet enhed med ét fælles udgangspunkt. Man har dog sidenhen bevist, at begge disse grupper deler sproglige nyskabelser med resten af familien, og at de formelle forskelle i høj grad skyldes de varierende tidspunkter, hvorfra de skriftlige kilder stammer.

Teorien om laryngaler. Fundet af hittitisk transformerede forståelsen af indoeuropæiske ordstrukturer, primært gennem identificeringen af de såkaldte strubelyde eller laryngaler, såsom h-lyden i ordet hasterz for stjerne. Ferdinand de Saussure havde ud fra rent teoretiske overvejelser forudsagt disse lyde i ursproget allerede i 1879.

Inden for den etablerede laryngalteori arbejder man typisk med tre specifikke enheder, h1, h2 og h3, der modsvarer lydene h, ch og ghw; selvom de stort set er bortfaldet i dattersprogene, har de efterladt tydelige aftryk, herunder farvning af vokaler. Når disse lyde befandt sig mellem konsonanter, fungerede de som vokalerne schwa 1, 2 og 3, sandsynligvis med udtalen e, a og o.

I størstedelen af sprogene blev disse til et a, mens de i de indoiranske varianter blev til i, hvilket ses i eksemplet datter. Sprog som græsk, armensk og frygisk skiller sig ud, da laryngaler i begyndelsen af ord her blev til fulde vokaler, eksemplificeret ved det græske aster og det armenske astl over for det latinske stella. Den danske lingvist Hermann Møller identificerede disse lyde næsten samtidigt med Saussure gennem uafhængig forskning.

Moderne videnskabelige strømninger. Fra 1930'erne og frem har strukturalismen i høj grad præget forskningen, særligt inden for lydsystemer, og omkring 1970 opstod den glottale teori, formuleret af blandt andre T. V. Gamkrelidze, V. V. Ivanov og P. J. Hopper. Siden 1960'erne har man desuden eksperimenteret med at forbinde den indoeuropæiske familie med andre grupper som uralsk, altaisk, eskimoisk-aleutisk, afroasiatisk og dravidisk samt kaukasiske og palæosibiriske sprog i en overordnet makroæt.

Denne helhed kaldes med Holger Pedersens terminologi for nostratisk, omend teorien er kontroversiel på grund af den enorme tidsmæssige afstand. Et andet væsentligt fokus i nutidens forskning er intern rekonstruktion, hvor man forsøger at kortlægge endnu ældre sprogtrin ved at analysere uregelmæssigheder i selve grundsproget. Find yderligere information i værket Den Store Danske.